Opskrift på Bone Broth - eliksir for maven, for huden og for immunsystemet

broth.jpg

Dette indlæg indeholder affiliate links

Hvis du ikke allerede er i gang, så kan jeg virkelig anbefale at gøre suppe kogt på ben (hjemmelavet bouillon / Bone Broth) til en fast del af køkkenrutinen. Gør det til en vane at gemme benene fra madlavningen og brug dem til at koge suppe på. Det er ren helseeliksir, billigt og meget let at lave...

I ben og brusk findes der nogle meget helende og gavnlige stoffer. Disse stoffer er blandt andet kollagen, prolin, glycin, gelatine og glutamin. Når man langtidssimrer ben og knogler, frigør man disse stoffer.

Hjemmelavet bouillon indeholder desuden alle de essentielle aminosyrer og væsentlige mineraler i former, som kroppen nemt kan optage: calcium, magnesium, fosfor, silicium, svovl og andre. Der findes en del forskellige næringsstoffer i bouillonen, som ellers ikke er så lette at få fra andre almindelige fødevarer. 

3 Helbredsmæssige fordele bone broth

1. Helende på mave-tarmsystemet

Ved regelmæssigt at drikke bouillon eller bruge det i opskrifter, kan man fremme en sund tarm og reducere inflammationer. Kollagen, glycin og gelatine er de vigtige spillere her.

Undersøgelser viser, at gelatine styrker tarmene, tarmslimhinden og kan bekæmpe fødevaresensitivitet (fx overfor gluten- og mejeriprodukter). Boullionen hjælper med at øge vækst af probiotika (gode bakterier) i tarmen og støtter sunde inflammationsniveauer i fordøjelseskanalen. 

Bouillon er let fordøjeligt og beroligende for fordøjelsessystemet. 

Kollagen er også en vigtig spiller til at forbedre fordøjelsen og tarmenes sundhed. Det hjælper med at danne bindevæv og med tætne og genopbygge tarmslimhinden, så madpartikler, større molekyler og giftstoffer holdes inde i tarmene, hvor de hører til, og ikke slipper ud i blodbanen, hvor de skaber inflammationer.

Udover at hjælpe med at hele tarmslimhinden hjælper kollagen også med vandoptagelse inde i tarmene, så tingene kan bevæge sig mere let ud af kroppen.

Disse tarmhelende egenskaber er også med til at styrke og støtte immunforsvaret og gendanne en sund inflammationsrespons. 

2. Afgifter

Glycin, kalium og kollagen er effektivt til at afgifte kroppen. Glycin hjælper med at minimere skader på leveren, fra fremmede stoffer, toksiner, alkohol og lignende. 

Bouillon indeholder svovl og glutathion, som mindsker oxidativt stress. Glutathion hjælper med at eliminere fedtopløselige stoffer, især tungmetaller som kviksølv og bly.

3. Styrker hud, hår, negle og led

Bouillon er en af verdens bedste kilde til naturligt kollagen, proteinet findes kun i animalske knogler, hud, brusk, ledbånd, sener og knoglemarv. Med alderen producerer vi selv mindre kollagen og vores hud og led bliver dermed tyndere, svagere og mindre fleksible. 

Opskrift på Bone Broth

Portioner: 16+

Udstyr

broth.jpeg

Ingredienser

  • 1 kg (eller mere) ben fra økologiske dyr (kylling, ko, svin, fisk).

  • Valgfrit: Et par kyllingefødder for ekstra gelatine.

  • 2 spsk. æblecidereddike

  • 1 løg

  • 2 gulerødder

  • 2 stilke selleri

  • Valgfrit: 1 porre

  • Valgfrit: 1 spsk. salt, 1 tsk. peberkorn, urter og krydderier efter smag. Hvidløg og persille kan tilsættes i den sidste halve time af kogetiden.

  • Vand

Sådan gør man

broth.jpeg
  1. Brug fortrinsvis ben fra mad du har tilberedt. Hvis du har lavet kylling, så brug dem til suppen. Hvis du bruger rå knogler især okseknogler, forbedrer det smagen at stege dem i ovnen først. Jeg lægger dem i en bradepande, og steger i 30 minutter ved 175°C.

  2. Læg derefter benene i gryden, dæk dem med vand og tilsæt eddiken.

  3. Lad trække i 20-30 minutter i det kølige vand. Syren hjælper med at gøre næringsstofferne i knoglerne mere tilgængelige.

  4. Hak grøntsagerne groft og put i gryden.

  5. Tilføj evt. salt, peber, krydderier og krydderurter.

  6. Tilsæt mere vand indtil alle ingredienser er dækket med vand - og lidt til.

  7. Bring suppen i kog. Sænk varmen til laveste niveau, når suppen bobler godt.

  8. Lad simre 24-72 timer - se skema (sluk for komfuret om natten mens du sover).

  9. Afskum suppen med en stor ske ca. hver 20 minut de første par timer. Bemærk at økologiske, græsfodrede og raske dyr stort set ikke producerer skum.

  10. Persille og hvidløg kan tilsættes under de sidste 30 minutters simretid, hvis man vil bruge det.

  11. Fjern herefter fra varmen og afkøl.

  12. Si suppen fint for at fjerne alle benrester og grøntsager.

  13. Når suppen er kold hældes den på mindre krukker eller flasker.

Holdbarhed:

  • Kød-broth kan holde sig i ca. 10 dage i køleskab i lukket en beholder. Fiskebroth i ca. 6 dage.

  • Frysning: Kød-broth skal bruges inden et år. Fisk inden 2 måneder.

Tip 1: Jeg er begyndt at koge en økologisk kylling en til to gange om ugen om aftenen. Når kyllingen er færdig, tager jeg den op ad gryden, piller kødet fra benene, og kommer derefter både skin og ben tilbage i kogevandet. Jeg spæder op med rent vand, tilsætter lidt æblecidereddike, et løg og et par gulerødder, koger den op igen og lader den simre indtil jeg går i seng. Jeg slukker om natten, og starter den op igen næste morgen. Hen på eftermiddagen er brothen klar og lækker. (Det er super nemt at pille kødet fra kogt kylling).

Tip 2: Man kan kraftigt minimere kogetiden, hvis man koger i en trykkoger.

Tip 3: Mange slagtere har færdig og hjemmelavet Broth (eller fond), så dét er også en mulighed (foretræk økologisk dog).

Tip 4: Vital Proteins Kyllingebroth er pulver lavet på økokyllinger, og er et ret godt produkt. Det skal helst blandes i varme drikke eller supper.

Sådan kan du bruge bouillon/Bone Broth

Hjemmelavet suppe kan bruges som væske og som kraft i supper, gryderetter og saucer. Den kan også bruges til at sautere i eller stege sammen med grøntsager.

Især om efteråret og vinteren, er det gavnligt at drikke mindst en kop om dagen som et helseboost. Man kan varme 2,5 - 5 dl sammen med lidt salt.

I perioder med sygdom kan man nøjes med kun at drikke Bone Broth, indtil man begynder at få det bedre. Det understøtter kroppens healingproces, og er meget let at fordøje, så kroppens energi kan gå til helbredelse. I tilfælde af maveonde eller opkastning, vil bouillonen ofte berolige maven meget hurtigt, og hjælpe med at afkorte varigheden af sygdommen.

prøv dette i din bone broth

Broth Med ingefær, gurkemeje, citron og kokoks

Ingredienser:

  • 1 kop bone broth

  • 1 tsk. ingefær (ca. 3 cm)

  • 1 tsk. revet citronskal (økologisk citron)

  • 3 spsk. kokosmælk el. kokosolie

  • 1/2 tsk. gurkemeje

  • 1/4 tsk. peber

Sådan gør du:

Riv ingefæren og bland den med citronskal, kokosmælk el. kokoksolie, gurkemeje, og peber. Brug 1-2 tsk. af blandingen i en kop rygende varm bone broth. Resten kan gemmes i køleskabet i op til 7 dage.


Broth med chili, hvidløg og løg

Ingredienser:

  • 1 kop bone broth

  • 2 røde chilier (friske, tørrede, syltede, milde eller stærke)

  • 1 fed hvidløg

  • 1 lille løg og evt. nogle porreringe

  • Ca. 1 dl. koldpresset jomfruolivenolie

  • Salt og peber

Sådan gør du:

Blend alle ingredienserne. Smag til med salt, peber og eventuelt mere chili. Brug 1-2 tsk. af blandingen i en kop rygende varm bone broth.


Min favorit-broth

bonebroth.JPG

Ingredienser:

  • 1 liter bone broth

  • 2 ½ dl. fuldfed kokosmælk

  • 1 løg skåret i tern

  • ½ cm ingefær skrællet og skåret i mindre stykker

  • 1 økologisk grønsagsbouillonterning

  • 2 tsk. gurkemejepulver

  • Stokken fra en broccoli skåret i mindre stykker

  • ½ blomkål delt i mindre stykker

  • 3 gulerødder skåret i mindre stykker

  • 1 fennikel skåret i mindre stykker

Udstyr:

Sådan gør du:

  1. Varm bone broth’en op til kogepunktet i en stor gryde

  2. Tilsæt kokosmælk, løg, ingefær og bouillon.

  3. Lad simre i 10 minutter og tag af varmen.

  4. Blend suppen med håndblenderen indtil suppen er jævn.

  5. Tilsæt de øvrige grøntsager, varm op til kogepunktet.

  6. Skru ned for varmen og lad simre i ca. 20 min. eller indtil grøntsagerne er møre.


Andre lækre artikler…

Kilder

  • https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3358810/

  • https://articles.mercola.com/sites/articles/archive/2013/12/16/bone-broth-benefits.aspx

  • https://draxe.com/the-healing-power-of-bone-broth-for-digestion-arthritis-and-cellulite/