Få en supervital krop og en smuk hud

Strålende sund hud kræver mere end indholdet fra cremekrukkerne

På dette site vil du finde ideer til, hvordan du kan spise dig til skønhed, teknikker til at heale og styrke sindet, viden om hvilke økologiske olier, plante- og urteekstrakter, vitaminer, mineraler og proteiner, der kan forny huden og kroppen, noget om massage og meget, meget mere.

Mange års fysisk udfordrende fitnesstræning kombineret med interesse for yoga, pilates, meditation, selvhypnose, kost og hudpleje samt mine uddannelser, har givet mig en unik forståelse for, hvordan man gennem træning af det uregerlige sind, sund kost, hudpleje, træning og kærlighed kan opnå store forandringer med sin krop og sit liv.


Produktvision

Bæredygtighed og anti-age hudpleje der virkelig rykker.

Det var udgangspunktet for mig, da jeg besluttede, at jeg ville lave mine egne cremer.

Jeg lærte hurtigt, at effektiv anti-aging ikke kun handler om at pleje huden med fugt og næring og at genopbygge dens struktur og elasticitet ved at tilføre effektive virkestoffer. Det handler i høj grad også om at sammensætte ingredienser, der arbejder godt sammen, at bruge olier med en molekylestruktur, der passer til huden, og om at integrere sanserne i sin hudpleje ved hjælp af fx essentielle oiler og krystaller.

I 2006 skete der to afgørende ting i mit liv. For det første kulminerede en kombination af mange års flittig sol- og solariedyrkning, brug af konventionelle hudprodukter og stress med, at jeg 43 år gammel havde tilegnet mig en tyk læderhud, hudkræft og modermærkekræft. Især den sidste diagnose slog benene væk under mig i en periode, og krævede ny livsstil, livssyn og identitet. Jeg besluttede, at jeg fremover ville være kærligere overfor mig selv og passe rigtig godt på mig og min krop. Selvom jeg altid har været nogenlunde sund og haft god viden om kost, hudpleje og træning, blev jeg nu for alvor bevidst om alle de toksiner, jeg i årevis havde fyldt i mig og på mig i form af tilsætningsstoffer, hormonfyldte cremer og parfumer, stress, giftige relationer, for mange fester og for lavt selvværd.

For det andet mødte jeg en hudterapeut, på alder med mig selv, men med en imponerende teint, som påstod, at jeg ville kunne opnå det samme, hvis jeg fulgte hans råd og vejledning. Det blev til mange møder iført ansigtsmaske og flere års videns- og ideudveksling mellem os. Han fortalte mig om gode peelinger, om de nødvendige ingredienser en creme skal have ”hvis den virkelig skal sparke røv”, om olier med høj næring og lav molekylestruktur, vitaminer, planteekstrakter, kobberpeptider og meget meget mere. Den interesse gik der nogle år med, uden at jeg tænkte over, at det kunne komme andre end mig selv til gode, indtil jeg en aften tilfældigt deltog i et af Urtegårdens cremekurser, og lærte, at jeg helt selv kunne lave lige præcis den creme, jeg gerne ville have til min hud og samtidig vide lige præcis, hvad der var i den og med rigeligt af alt det bedste. Siden da har jeg produceret cremer til venner, familie og andre, og været opslugt af at finde på nye opskrifter, researche om alt vedrørende nærende og plejende ingredienser uden gift og hormonforstyrrende stoffer - og ikke mindst sætte mig ind i hvilken kost og livsstil, der kan få en hud til at se sund og sprød ud – sprød på den ikke-brankede måde altså. Og i dag er min hud på hele kroppen pænere end den var for ti år siden.

Healing af huden er holistisk. Cremer kan ikke gøre det alene. Sindet og pleje af kroppen, både indvortes og udvortes er alle dele, der bidrager til helheden. Jeg har åbnet porten på klem til det væld af viden, der ligger i Moder Naturs healende viktualierum. Interessen for olier, plante- og urteekstrakter, vitaminer, mineraler og proteiner er blevet til en lidenskab, og er vokset til også at omfatte kost, sind, aroma og fysisk træning.

De cremer jeg producerer og sælger er først og fremmest lavet til mig selv og af mig selv. Alt er lavet af ingredienser produceret under bæredygtige forhold. Vitaminerne, aloe veraen, planteekstrakterne og kobberpeptiderne leveres fra firmaer med høj ekspertise og stor åbenhed omkring fremstillingsprocesser og indhold, og det samme gælder for emballagen. Det er mit formål med harocare-produkterne og med sammensætningen af disse ædle næringsstoffer og produkter at være med til at give dig strålende skønhed og velvære ved hjælp af det allerbedste fra naturen.

Kærlig hilsen
Hanne Robinson, grundlægger